lørdag den 30. juni 2012

Fem uger

Endelig endelig endelig kom ferien. De sidste par uger har været hårde, fyldt med deadlines, arbejde både på skolen og herhjemme, afsked med gamle elever og goddag til nye flokke. Der er ikke megen energi tilbage - og det handler nu om at placere sig selv tæt på laderen og få tanket godt op igen.

En vidunderlig følelse at vågne sent hertil morgen uden nogen som helst planer, uden at skulle noget som som helst andet end det, vi selv vælger at gøre. Hænge længe længe over morgenmaden, daffe lidt omkring og nu snart være klar til en morfar med strikketøj i sofaen. Det er god opladning, og 5 ugers sommerferie ligger stadig foran os - ny og ubrugt.

Om et par dage kommer solen og sommeren - eller vi kommer til den. Vi turde ikke satse på den danske sommer og har derfor booket en tur til Tyrkiet. Jeg har aldrig været der før og er spændt og forventningsfuld på den gode måde.... Men lige nu nyder jeg bare det rene ingenting:)))

onsdag den 27. juni 2012

Pitstop

Lige et hurtig stop omkring hjemmet, inde jeg igen vender næsen mod skolen og endnu et af denne uges aftensarrangementer. Denne gang er det translokation, overrækkelse af eksamensbevis og afsked med en hel flok elever, der står mit hjerte nært, men som nu er flyvefærdige og klar til deres videre færd ud i livet.

Jeg skal nok blive klar - jeg skal nok finde energien helt på bunden af de snart opbrugte energidepoter - men lige nu er jeg bare så træt, så træt. Hele min krop og sjæl kalder på hvile og liv, der kan leves uden forpligtigelser.

Det liv er indenfor rækkevidde. Det er lige om hjørnet og lige om lidt, at vi holder en tiltrængt sommerferie. Bare lige en sidste kraftanstrengelse og et hårdt greb i nakken.

tirsdag den 26. juni 2012

Projekt-mylder

Der er så mange ting, der frister. Så mange projekter, jeg har lyst til at kaste mig over, at døgnets timer bare rækker som en skrædder/strikker i helvede.

Jeg forsøger virkelig efter bedste evne at holde antallet af igangværende projekter nede på et minimum - men må erkende, at de evner ikke rækker så langt, som jeg kunne ønske.

Jeg er faldet pladask for Hanne Laursens Robin Hood og Lady Marion trøjer. Jeg har næsten rester til at lave dem (og så gælder det jo ikke) Jeg ved lige, hvem de perfekte aftagere ville være og så er det vel ikke et sekund for tidligt at starte på julegaver.... Er det vel? :-)

søndag den 24. juni 2012

Ikke til at overse

Jeg kommer vist ikke til at forsvinde i mængden eller til at overse på hverken den ene eller den anden måde med de 2 nye strikkerier.

Den blå poncho er færdig. Mangler måske lige et par kontrast-broderier dels for at give den det allersidste, dels for at jeg lette og i en fart kan kende forskel på for og bag. Jeg er selv sådan jævn tilfreds - mens min familie mener, jeg har fremstillet endnu en spændetrøje.

Den pinke sweater er mere traditionel - i mønsteret. Det er lige op og ned og lige ud ad landevejen. Der er en fin drejet rib og et snoet mønster ved raglanindtagningen. Den er stadig på pindene men skrider fremad.

lørdag den 23. juni 2012

Find en makker

En lørdag med praktiske sysler. Der er gjort rent bord på arbejdsværelset og alle papirer, kompendier og løsark er nu sorteret, sat i mapper og system. Jeg føler mig så tjekket og nyder den energi, det giver at have orden på hylder, reoler og skuffer.

Et dyk ned i den store spand med strømper og en konstatering af, at den nu rummer 67 enlige strømper.... Får mig til at sige: imponerende, underlig og dybt mystisk hvor pigerne har glemt/gemt/tabt hele 67 makkere til de enlige strømper.... Gad vide om vi huser et strømpe- monster af den virkelig glubske slags?

fredag den 22. juni 2012

Fred, frihed, fredag

Der er ro i mit hus. Larmende stille - ingen trækken i bukseben og ingen, der afgår ved sultedøden, hvis jeg ikke fluks smører dem en mad. Jeg sidder lige så musestille og nyder det.

Eftermiddagen har jeg brugt på at fare rundt som en rasende furie slæbende med støvsuger og spand efter mig. Der er nu skinnende rent (altså i stueetagen - træerne vokser jo ikke ind i himlen:-) og weekend er stadig ny og lang.

Der er kommet blomster i alle vaserne og smukkeste af alt er pæonerne fra haven i den lille buttede tykke vase, jeg fik af en flot skønne unger sidste skoledag.

torsdag den 21. juni 2012

Nu med knap

Det har været en af de dage, hvor en hel række små opgaver, der isoleret set bare lige tager 10 minutter, ender med at tage hele dagen, fordi mængden af dem er enorm.....

Det er ikke blevet til så mange pinde. Tilgengæld tog jeg disciplinen fra arbejdsbordet, med at få styr på de mange løse ender, med hen i sofaen og fik, her nu langt over en uge efter jeg gjorde trøjen færdig, syet knapper i, så den er klar til brug.

Knapperne er de lækreste tykke læderknapper. De har mange mange gange været trukket ned fra hylden i knap-butikken - men hver gang blevet fravalgt. Denne gang blev de mig frarådet på det kraftigste - flere strikkedamer fortalte mig, at de var helt forkerte til trøjen - men jeg måtte altså bare eje en trøje med de knapper - og det har jeg nu fået - om de passer eller ej....

onsdag den 20. juni 2012

Strikke-monogam

Jeg lavede ellers en klar aftale med mig selv om at strikke på en ting af gangen og lave den færdig, inden nye projekter blev trukket op af kurven - men hækling er jo ikke strik vel? Og forøvrigt er det for varmt at sidde udenfor med et varmt strikketøj ikk' os?

Der er mange forklaringer og undskyldninger for at have trukket det blødeste af det blødeste garn op af kurven og liiiige prøve at lave den første blomst til det tørklæde, der er beregning til sommerferie i fly og varme. Det nytter jo heller ikke at tage noget med, jeg ikke kan finde ud af vel?

Det bliver både smukt og blødt. Det hvide og sorte skaber en Superflot kontrast midt i alle de runde former. Kittet er købt hos Strikkebogen på Grib garnet. Jeg har haft øje på det på nettet flere gange - men da jeg lod fingrene løbe ned over det - var jeg solgt og måtte eje. Lige om lidt går jeg tilbage til blå og forsøger at opføre mig som en monogam strikker:-)

Fagre nye nørd

En hel ny verden har åbnet sig for mig - tilgengæld er jeg så ikke så tilgængelig for den verden, jeg normalt er en del af.

Jeg har opdaget podcast... Altså jeg kendte jo godt til fænomenet, men havde bare ikke opdaget, at det var noget for mig, og at der rent faktisk fandtes ting, jeg kunne blive optaget af at lytte til.

Faktisk hører jeg uendelig lidt både musik og radio - nok mest fordi der i min hverdag er enorme mængder af snak og lyd omkring mig både på job og herhjemme. Radio og musik virker ofte som støj på linjen, og øjeblikke med ro - fuldstændig ro skatter jeg højt.

Podcasts omkring nørklerier har alligevel fanget mig, da jeg først lige fik knækket koden til teknikken - og jeg har de sidste par dage lyttet til strikke-snak i bilen og strikket til videopodcast herhjemme. Det føles lidt som at være i strikkeklub.

Indtil videre har det mest været Lindses videopodcast og Make yarn not war, der har været i ørerne. Men jeg har flere på tapetet bl.a. The Knitmore girls og Cast on. Jeg er spændt på, om det er en fascination, der holder.

Hvad med dig? Lytter du til podcasts og har du nogle anbefalinger - hjælp mig med at finde 'guldet' i den jungle, den nye verden er:)

tirsdag den 19. juni 2012

Frøken Himmelblå

En mandag eftermiddag i silende regn og gråt i gråt kaldte på stearinlys og sofa. Der var en stemning af efterår, og børnene lavede varm kakao.

Selv fandt jeg et godt hjørne og fik startet op på den blå poncho, jeg købte garn til hos Hønsestrik i weekenden. Jeg er lidt under pres, da vi alle 3 købte garn til den, og jeg er udråbt til test-strikker.

Den strikkes i en tråd spindegarn og en tråd pladegarn. Indtil videre enes vi fint - pladegarnet og jeg - bølgerne kan ellers godt gå højt, når garnet gang på gang rykkes over og skal splejses - men måske er jeg blevet mere tålmodig, siden jeg sidst strikkene med pladegarn?

Jeg holder mig i skindet - men kan mærke en voldsom trang til at starte alle projekterne, jeg har i kurven op - på en gang - bare lige for at se, hvordan de arter sig.... Men nu strikker jeg blå....

mandag den 18. juni 2012

Og en fodboldkamp

Den lidt kedelige koksgrå trøje, som efter planen skulle have været færdig fredag morgen til en gang broderi-workshop - tog lige lidt længere tid end jeg i et over-ambitiøst øjeblik havde kalkuleret med....

Men en fodboldkamp kan gøre meget ved en trøje, og nu ligger den færdig og klar til, jeg kaster mig over broderi nål og tråd.

Pasformen er lige i skabet, detaljen ved raglan-indtagning med perlestrik er lige til at falde i svime over og opskriften kan du finde i bogen Homemade.

Skævt og skørt

Sidste glimt fra weekendens oplevelser i Silkeborg er af de mange mange sjove og skæve indslag i bybilledet, hvor der var viklet strik om alverdens ting. Det er skævt og skørt - sjovt og grinagtigt på den fede måde og samtidigt flot og inspirerende. Jeg går nu selv rundt med en ide om at skabe et strikkehjørne i havehuset med strikkede havenøbler - for sådant et hjørne kan få smiler frem selv på den sorteste dag:-)

søndag den 17. juni 2012

Fordøjelse af oplevelser

Det blev til 2 workshops under Grib garnet. Magic Loop torsdag morgen, hvor Lene fra Lillestrik forsøgte at lære os ikke bare at strikke med loops men også at strikke 2 ærmer eller strømper på en gang, strikke et sjal rundt på rundpind. Det var tungen lige i munden og dyb koncentration. Frustrations-grænsen blev momentant berørt for nogle af os - men vi gik derfra med godt humør og sikre på, at vi var blevet en teknik rigere.

Fredag morgen greb vi tråd og nål og kastede os ud i broderi på strik sammen med Karen Marie Dehn. Vi kom halsede ind af døren for sent, fordi arrangementet var flyttet i sidste øjeblik - og gik glip af præsentation og instruktion. Vi var lidt fortabte i starten, men kom stærkt igen - og har fået mange ideer, nye færdigheder og mod på at kaste os over broderi - personligt er jeg en anelse i tvivl om det er foreneligt med mit lidt utålmodige væsen - jeg synes, det er lidt omstændeligt og en lang proces - men jeg æælsker de resultater, der kan komme ud af anstrengelserne.

En workshop skal ofte fordøjes. Det er svært lige, når man går derfra at sige, om det var fantastisk eller middelmådigt - det er som om det lige skal synke ind, og der skal tygges lidt på oplevelsen - her et par dage efte mærker jeg, at jeg har fået meget godt med fra de to gange undervisning:-) se selv med her

lørdag den 16. juni 2012

Grib garnet

Hold da op hvor et imponerende arrangement de 6 piger bag Grib garnet har stablet på benene. Jeg er dybt imponeret og håber inderligt, at de høster alverdens anerkendelse og ros for deres indsats og mange påfund. Jeg håber af hele mit hjerte, det har været sliddet så meget værd, at de gentager succes, når de engang igen har fået vejret.

Hele 3 dage har jeg levet i strikke-garn- og broderi-paradis i det allerbedste selskab. Armene er blevet lange af at slæbe mange finurlige, fede og spændende indkøb hjem til vores B&B. Fødderne slidte af de mange ture op og ned af gaderne op hovedet summer af de mange mange indtryk og ideer, der er opstået.

Energigivende at være i selskab med 2 skønne kvinder, der deler mit syn på liv, børn, strik og alt det løse i livet. Dejligt også at hilse på nogle af jer, der læser med her og nogle af de, jeg følger i cyperspace.

Jeg er så klar til et liv som festivalsrotte - strikkefestivals-rotte:-)

onsdag den 13. juni 2012

Stille stund

Fodbold på tv, tasken er pakket og et behovsstrikketøj er på pindene, mens jeg sidder stille og glæder mig til i morgen, overmorgen og over-overmorgen. Hele 3 dage med ikke andet end strik og krea på programmet. Det er balsam for sjælen - også selvom jeg skal op med hanens galen i morgen tidlig.

Jeg strikker en småtrist koksgrå cardigan - den mangler i garderoben - og med lidt flid kan jeg være så langt, at der kan broderes på den på fredag.

Jeg glæder, glæder, glæder mig:-)

tirsdag den 12. juni 2012

Den anden side

Ahh jeg mærker tydeligt, hvordan jeg trækker vejret helt anderledes, og hvordan jeg bedre kan overskue, gennemskue og finde energi - jeg er på den anden side af årets eksaminer, og der bliver nu mere plads til 'vil' og 'vil gerne' end det 'skal' der har fyldt i livet det sidste stykke tid.

Jeg tusser rundt og smårydder på de mange flader, der er forsvundet i arbejdssumpen. Jeg nyder at småpakke til strikkefestival, og jeg er klar til at starte et nyt strikkeprojekt op.

Jeg har nydt det, mens jeg stod i det det (ihvertfald det meste af tiden:) men nøj hvor jeg også nyder at være på den anden side.

søndag den 10. juni 2012

Lige om straks

Om sølle 3 arbejdsdage smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne, vender snuden østover og griber garnet i Silkeborg.

Det bobler i maven af glad forventning. Jeg glæder mig til at lære nyt, se nyt, opleve og suge til mig. Jeg glæder mig til at være i godt selskab, til at grine og pjatte, snakke alvor og spas, strikke den halve nat og ikke have forpligtigelser af nogen art.

Jeg skal bl.a lære at brodere på strik. En kunst jeg ikke mestrer, og hvor jeg er total novice. Jeg var lige ved at miste pusten, da jeg modtog materialelisten over, hvad jeg skal medbringe.....

Ord som vliesofix, soluvlies, stramnåle, amagergarn og genbrugsmaterialer til applikation bragte ingen billeder frem på min nethinde, og panikken ramte mig et kort øjeblik, inden jeg blev enig med mig selv og min med-novice om, at vi møder op med alle vores talenter og gode intentioner og håber det rækker...:-)

Og det løse

Forhåbentlig er der skoleårets sidste arbejd-igennem weekend, der nu lakker mod enden. Bunkerne på arbejdsbordet er ordnet og mangler bare lige den sidste ekspedition, før jeg kan begynde at vende blikket mod planlægningen af det næste år.

Det er på krea-fronten mest blevet til tøm-kurven weekend, og det er lykkedes helt godt, når jeg skal sige det selv. Der er godt nok stadig meget garn i kurven, men ingen halvfærdige projekter.

Halsen på ponchoen er lavet om - den er skyllet op, og jeg er klar til at kaste den over hovedet - grin eller ej.

Stjernetrøjen er blevet klippet op og har fået kanter. Den skal bare lige have de helt rigtige knapper, før den kan bo på mig..

Jeg er nu sådan lettere desperat over ikke at have et strikketøj, der kalder og tripper lidt rundt om mig selv og pines af mine abstinens-lignende symptomer:-)

fredag den 8. juni 2012

Alvor på en fredag

Lidt lavvande i strikkekurven fik mig til at finde symaskinen frem og med tungen lige i munden og ansigtet lagt i alvorlige folder, syede jeg med mine begrænsede evner ud i symaskinekunst to mere eller mindre lige stigninger og satte forsigtigt saksen i strikken.

Skidtet holdt, selvom det altid er med bankede hjerte, at jeg klipper. Trøjen er nu monteret med forkant - og mangler kun en opskyldning og et par fede knapper, inden jeg er klar til at slide den op.

torsdag den 7. juni 2012

Spændetrøje

Ponchoen er færdig - måske.... Min familie brød sammen i grin og rullede på det nærmeste rundt på gulvet med mavekramper. De mente bestemt, at jeg havde strikket mig selv en spændetrøje.

Jeg lurer selv lidt på halsen, som ikke er som den skal være. Den skal helt sikker være mindre, for den falder ned over skulderen......

onsdag den 6. juni 2012

Mobilos i strik

For snart lang lang tid siden blev der startet en produktion af Iphone covers her på matriklen - både moar og tøser gik i gang med hvert deres design. Processen er imidlertid gået lidt i stå, fordi andre ideer fyldte mere og pressede sig på. Etuierne lader vente på sig og imens er min telefon klædt i strik fra Etsy. Vel strengt taget meget passende for en der har et lettere neurotisk og tvangspræget forhold til det at skulle strikke.

Ideen med at fremvise mobil-beklædningen er hentet lige her http://karenklarbaeksverden.blogspot.dk/ - og nu skal jeg altså have hittet ud af, hvordan jeg indsætter links fra IPad....

Posca-tuscher

I en af fødselsdagsgaverne til Stritten var der en hel håndfuld Posca-tuscher. Jeg har luret på dem før, stået med dem i hånden og tænkt, at sådanne tuscher må jeg eje.

Nu er nogle af farverne i hus, og jeg har fået lov til at lege med og er kun blevet bekræftiget , at de er et absolut nødvendigt redskab i en krea-hule og gerne i hele farvepaletten.

Små fremskridt

Den næste uges tid bliver med tungen lige i munden og blikket rettet fokuseret på vejen og opgaverne, der ligger foran mig. Det meste af i går blev brugt ved arbejdsbordet, og jeg fik gjort et godt og solidt indhug i bunkerne.

Jeg tillod mig selv lidt royalt sus fra England og gav den gas på ponchoen under balkonscenen. Den skrider hurtigt frem, er sjov at strikke, og jeg er tæt på en 'mester-titel' i det der spytsplejsning. Vil du kigge med?

tirsdag den 5. juni 2012

Langsom start

Grundlovsdag - dagen hvor vi fejrer vores demokrati, og jeg har valgt at bruge min selvbestemmelsesret til at blive lidt længere i sengen. Jeg slænger, surfer lidt rundt og forsøger at indgyde mig selv gejsten til lige om lidt at forlade dynens varme og finde arbejdsbordet, hvor der venter en række eksamenstekster, der skal analyseres i bund.

Det hæklede etui, jeg havde på nålen for et stykke tid siden er nu med en venindes hjælp gjort færdigt. Det har fået det fineste grønne foer og en lilla lynlås. Hvis du også bøvlet med lynlås og foer, har Annchen vist en DIY i støbeskeen lige her.

Og nu er jeg ved at løbe tør for overspringshandlinger og må springe til arbejdsbordet....

mandag den 4. juni 2012

Knald på farverne

Selvom der har været alt for lidt strikketid og alt for meget køkkentid i den her weekend, er det alligevel blevet til nogle pinde på ponchoen. Der er knald på farverne, det er et sjovt strikketøj, hvor man liiige skal tage en pind mere - og så skal jeg love for at jeg har fået spytsplejset ender og haft uld i mund.

Der er nu slået op til sok 2, så jeg måske, hvis jeg er heldig, kan tage et par pinde, når jeg fylder eftermiddagen op med møder.

søndag den 3. juni 2012

Starten på en poncho

En børnefødselsdag er et perfekt tidspunkt for at lave magiske nøgler - eller det blev det ihvertfald - garnet råbte efterhånden så højt efter mig, at det overdøvede alt andet, og jeg bare måtte handle på det - børnefødselsdag eller ej.

Mange af pigerne stoppede helt i det, de ellers havde gang i og snart havde jeg en rand af tøser siddende omkring mig, som interesseret spurgte ind til processen, til strik og til kreative sysler mere generelt. Der er klart basis for at lave en fødselsdagsfest, hvor pigerne skal nørkle - en anden gang og hvis jeg kan få solgt ideen til pigerne.

Jeg er nu så klar til at få ponchoen på pindene - efter generel oprydning, afhentning af de sidste piger, eksamensforberedelse og besøg på dyreskuepladsen.... Godt det kun er... Nå ja.... Søndag :-)

lørdag den 2. juni 2012

A piece of cake

Huset fyldt med piger. De er spist af, har været på skattejagt og tøser nu rundt og laver tøseting, mens jeg har fundet et roligt hjørne.

Det er som om, der er kommet en vis rutine over det her børnefødselsdag. Der er mindre forberedelse, mindre tankevirksomhed og mere nydelse end de første par gange et sådant arrangement løb af stablen, hvor huset nærmest var i undtagelsestilstand i flere uger før.

En god håndfuld af pigerne bliver til
i morgen, så service-mor tager lige en slapper, inden det igen er 'fodrings-tid' Stritten smiler og hygger sig - og jeg smiler med og hygger mig med, at hun stadig nyder den her form for fest.

fredag den 1. juni 2012

Sidste skoledag

Sikke en flok dejlige unge mennesker, jeg har haft under vingerne de sidste par år og nu har givet slip på i sikker forvisning om, at langt de fleste af dem er flyveklar og parat til at gå egne veje ud i livet.

De kvitterede med en god sidste skoledag, hvor jeg udover den fineste vase, de skønneste blomster, god chokolade også fik en lang køretur rundt i byens gader i trækvogn i hippitøj og med en krads makeup. De tabte mig kun en gang:-)

Vi har sagt farvel til hinanden med gode ord og ønsker - det er dage som disse, der gør det hele sliddet værd og giver mig den der gode følelse af at have verdens bedste job.

Lige om lidt

Først skal jeg lige have sendt en flok glade teenagere på læseferie, når de har fejret dagen med et brag af en fest, der indbefatter de sædvanlige karameller og udklædning af en klasselærer....

Jeg skal have ryddet huset og gjort klar til børne-invasion i morgen, hvor Stritten holder fødselsdag med både klassen om dagen og særlige veninder om aftenen og natten.

Jeg skal have læst og analyseret et hav af eksamenstekster, så jeg er klar til at støtte, hjælpe og guide mine elever gennem danskeksamen i næste uge.

Men når jeg liiige har ordnet de par små ting, vil jeg gerne finde roen, slå rumpetten i sædet og give mig i kat med Charlottes Kaaes poncho. Garnet er fundet, opskriften downloadet fra Raverly - og jeg er så klar til at lade pindene knitre - jeg skal bare liiige