onsdag den 29. februar 2012

Kaktus-leg

Hæklenålen er blevet svunget og ud er vokset 2 kaktusser. En stor buttet og en mindre smal sag. Der er blevet grint undervejs - og jeg er noget i tvivl om anvendelsen og har truet flere med at placere dem i deres hjem, på deres kontor m.m. - og der er ingen henrykte aftagere - endnu...


De er spøjse, anderledes, mærkelige og et godt smil værdige.

Slut med striber

De sidste striber er løbet af pindene, monteret og klar til brug. Trøjen er blevet vellykket - og lige i skabet. Den kradser lidt, mener tøsen-min - men hun må holde ud og stå igennem i smarthedens tegn. Det kan hun lige så godt lære først som sidst.


Jeg er grumme tilfreds og synes, trøjen er meget bedre til hende, end den var, da jeg lavede den til mig selv i tidernes morgen. Nu vil jeg slå op til nogle af de trøjer, jeg selv mangler, indtil næste bestilling ruller ind.

tirsdag den 28. februar 2012

Nøj

Altså hvor jeg glæder mig og næsten tæller dage. Om mindre en to uger skal jeg til Fiberfest og på kursus med Charlotte Kae og hendes mønsterstrik. Jeg skal strikke med mange farver, lære at lave magiske nøgler og suge inspiration til mig - og som ekstra bonus og icing on the cake er det sammen med min allerbedste ynglings-veninde i hele verden.


Vi skal råhygge i cafeen, strikke, knævre og nyde at være på græs uden andre forpligtigelser end at hygge os af HT. Forberedelserne er i gang både i hovedet og i kurven. En hel weekend med strik kræver garn og masser af idéer - både til kursus, hvor vi skal medbringe 4-trådet uldgarn og til de lange natter, hvor vi skal sidde i skrædderstilling og strikke, mens ordene myldrer ud af munden. Nøj jeg glæder mig.

Kaktus-strik

Eller måske nærmere kaktus-hækling har stjålet min opmærksomhed her på min luksus-dag.


Tirsdag er tidligt fri, og god tid til at følge impulser, når ikke stakkene er for høje på arbejdsbordet. Der er i dag en enkelt stak, der pirker i den dårlige samvittighed - men jeg har haft held med at ignorere den og istedet brugt tid på det rene ingenting i selskab med hæklenål og grønt garn.

Inspirationen er hentet her og her. Det er tidsfordriv af den gode slags. Fra strikkekurven kalder trøjen på lidt opmærksomhed - det skal den nok få - men først er jeg nok nødt til at give den insisterende stak på arbejdsbordet bare lidt opmærksomhed.

mandag den 27. februar 2012

Lige ved og næsten

Sikke en dejlig weekend, der sluttede med forårsfornemmelser, høj sol og havefornemmelser. Vi har ikke udrettet, vi har ikke skullet en masse - men har fundet rum og tid til bare at være og følge impulser og skøre indskud.

Striberne er næsten færdige. Jeg mangler kun den allersidste montering, inden den er klar til brug. Mellemste-tøsen tripper og er klar med flere out-fits, der matcher den perfekt.


Monteringen strandede i går aftes, fordi jeg egentlig bedre kan lide at strikke end at montere. Så trods alverdens gode intentioner, startede jeg en ny trøje op, INDEN den anden var færdig. Det turkise garn har nu ligget flere dage i kurven og kaldt på mig - og i går aftes var det ikke muligt at overdøve dets kalden.

Modellen er Louise Hardens Ranva. Jeg mødte Louise på Fanø Strikkefestival og trak hende i trøjen, fordi den allerede der kaldte på mig - jeg havde så egentlig glemt den lidt, inden jeg på en blogrundtur faldt over hendes side igen. Du kan selv kigge med her - der er flere must-have.

Det er ikke som sådan en webbutik - men en opringning er nok til at opfylde alle drømmene og ønskerne. Der er super betjening og hurtig levering.

lørdag den 25. februar 2012

Strik og kage

Mellemste-tøsen hepper på mig og insisterer på, at jeg strikker med lynets hastighed og uden pauser. Den stribede trøje skulle jo ligesom være taget i brug i går - og nu er hendes tålmodighed ved at være brugt op.

En vis portion realitetssans besidder hun dog - den søde tøs. Når pindene skal lyne og knitre, må der smørelse til - og hun har slået stort brød op i køkkenet og bager nu på livet løs, og hun "ska' nok rydde op efter sig" - Jeg glæder mig til at smage :-)

fredag den 24. februar 2012

Godt brølt

Mennesket er lige så lykkeligt,
som det beslutter sig for at være. (Lincoln)

Den mening vi giver vores oplevelser,
er afgørende for kvaliteten af vores liv.
(Shakespeare)

torsdag den 23. februar 2012

Regn og rusk

Da jeg halvsent i går kørte hjem fra job, var det med en klar mission og en meget præcis dagsorden - hurtigt mad på bordet og derefter sofa-strik med mulighed for energi-optankning.

Når man bor i et hus fra 1926 er det bare ikke altid, dagsordenen holder. I går satte huset en anden dagsorden, da det regnede ind ved vinduerne i kælderen. Alt skulle tømmes ud, der blev tørret op, kløet i hår, og ekspertise blev tilkaldt.


Der er nu tørt - ikke fordi problemet er løst, men fordi regnen er stoppet. Vi udtænker planer og mulige løsninger - og holder vejret, indtil der kommer et bud på pris. Permanent tørke er vel ikke en mulighed ?

tirsdag den 21. februar 2012

Ny bestilling

Mens den ene trøje er færdig - er en ny bestilling løbet ind fra børnerækkerne. Mellemste ønsker sig brændende en stribet trøje med snydelommer, som jeg lavede til mig selv for et stykke tid siden og endte med at trævle op......

Jeg er nu i gang med striberne igen - og for at være ærlig, så keder jeg mig bravt med 4 pinde hvid og 4 pinde sort og 4 pinde hvis og 4 pinde....... Jeg kæmper med trøjen - men hænger i, fordi jeg ved, at lysene i øjnene, når trøjen er færdig, er kampen værd.

Et stk lilla ananas

Mindste-tøsen smiler bredt, og synes hendes mor er fantastisk. Et stk lilla Ananas trøje er nu helt færdig og taget i brug. Der gøres mange overvejelser over, hvilket tøj der skal på i morgen sammen med den nye trøje.


Selv synes jeg ikke den er blevet helt så fantastisk, som hun synes. Det er en lang cardigan til en kortbenet tøs. Trøjen er dog bedre end de billeder, jeg har fået taget - overbelyste og forkert belyst - men I får lov at kigge med alligevel

mandag den 20. februar 2012

Så til hest

Ferien er slut, og hverdagen har ramt mig lige i nakken eller fjæset. Jeg holder af hverdagen med alle dens små og store opgaver - men jeg skal bare lige vænne mig til ikke at have tid til bare at være og bare at være længe.

Bliver altid lidt overvældet over de mange bolde, der skal holdes i luften hver dag både på job og på hjemmefronte - når ferien er slut. Lige om lidt jonglerer jeg ivrig, og når præcis det jeg skal, og det jeg kan. Nu skal jeg bare lige finde det rigtige gear.

Når jeg først lige har fået lavet lidt mad, smurt lidt madpakker, strøget tøj til i morgen, hente et par børn her og der, forberedt morgendagens undervisning..... så skal jeg finde roen og måske hvis jeg er rigtig heldig sofaen med mit strikketøj.

søndag den 19. februar 2012

Fest for strikkere

Et hurtig kig i kalenderen viser, at foråret byder på masser af strikke-fester. Først og lige om lidt Fiberfesten i Ry, hvor jeg er meldt til en spændende workshop med Charlotte Kae sammen med en af mine ynglings-strik-sammen-med-veninder. En hel dag i strik-himlen med tid til fordybelse, for garn-gramseri, for ny inspiration og for uafbrudt knæveren mellem to tøser, der aldrig løber tør for samtale-stof eller samtale-emner.


Senere og helt fremme, hvor sommeren banker på, ligger endnu en mulighed for at deltage i strikke-fest i Silkeborg. Jeg venter spændt på, at programmet og diverse workshops offentliggøres - og lur mig om der ikke er en event eller to, man snildt og let kunne have lyst til at deltage i ? De lokker med sjove indslag, som strik i biografen, strik i kanoen og højtlæsnings-strik - dog ikke strik i svømmehallen.

Der er meget at glæde sig til her på en sidste dag i ferien :-)

Farven lilla

Der er gået lilla i min søndag. Lilla blomster i vaserne, lilla kop på bordet og lilla bælte undervejs til den næsten færdige Ananas-trøje. Mindre forhindring er, at barnet ikke er at finde på matriklen - og jeg har så meget brug for at måle hendes mave for at se, hvor langt bæltet skal være.....

Der må andet strik på pindene hurtigst muligt - for at holde den dobbelte-søndags-depression fra livet. Ikke nok med at det er søndag - det er også sidste dag i ferien - her hjælper kun strik - og lilla strik :-)

lørdag den 18. februar 2012

Smug-strik

Ferien sidste par dage har budt på en del timer ved arbejdsbordet. En af frynsegoderne ved at være degn er, at der også som regel er en god portion arbejde til ferien. I denne ferie har jeg gemt det til sidste del af ferien - og nu skrives der elevplaner og laves materiale til, når vi mandag tager fat igen.

Jeg snyder mig dog til et par pinde på strikketøjet her og der - fordi jeg kan, og fordi det trods alt stadig er ferie. Mindste-tøsen har bestilt en lilla ananas-trøje fra Anette Danielsens snart legendariske bog Hønsefødder og gulerødder. Jeg strikker på livet løs og håber at være langt med den, når hun i morgen vender næsen hjem.

Garnet er fra Garnudsalg - og farven er helt fantastisk - den smukkeste lavedel-lilla - og jeg sparer på garnet og krydser fingre for at der er rest nok tilbage til et smukt tørklæde eller sjal til mig selv. Lur mig om der ellers ikke er mere garn at hente, hvor det kommer fra :-)

torsdag den 16. februar 2012

Hep mutter

Mens de små poder har ryddet op og ryddet ud på værelserne , er jeg blevet plantet ved spisebordet med strenge ordrer om at hækle. Der blev tegnet mønster og udtænkt farvevalg og design, inden mellemste-tøsen forsvandt.

Inspirationen var pingvinen fra den anden dag, som var tiltænkt postkassenøglen, men som endte som cykelnøgle-holder for mindste-tøsen, hvilket jo var SNYYYD - og jeg måtte kompensere for den umiddelbare forskelsbehandling.

Nu er smilene brede - ihvertefald indtil storetøsen vender hjem, og jeg vil se om, jeg ikke kan snyyyde mig til et par pinde på mit eget strikketøj. Det trænger til at blive motioneret - bare en smule......

onsdag den 15. februar 2012

Strik på stribe

Vinterferie når det er allerbedst. Alle mine bedste piger i hele verden samlet omkring mig. Der var trængsel i sofaen, og pindene knitrer. Både Tante H's veste, kusinens tørklæde og mine egne pigers halstørklæder. Fjernsynet kørte men det var ikke så vigtigt, hvad de viste - det vigtige varde småsnakke, der opstod omkring strikken og den varme, der bredte sig til hjerte og sjæl, når jeg kiggede mig omkring.

Mit eget strikketøj har været en anelse forsømt - tilgengæld har mange andre fået noget på pindene, som de brænder for og som får dem til at smile og arbejde sig frem maske for maske. Mit skal jeg nok komme efter, skal jeg.

Nogle af de kære har nu forladt vores matrikelnummer - og vi savner dem grueligt og glæder os til at ses igen - gerne lige om straks.

tirsdag den 14. februar 2012

Børne-projekter

Vinterferien er godt i gang. Huset er fyldt med ynglings-personer og ynglings-børn. Hele dagen i går gik i Baboon City, hvor der var leg og gode grin. I dag har spisebordet bugnet af diverse børneprojekter. Der er blevet smeltet hama-perler, lavet kæmpe stjerner og fyldt balloner med vand, som gerne skulle ende som is-lanterner.
Nu knitrer strikkepindene, mens nogle af pigerne surfer på nettet og udtænker nye projekter. Jeg elsker ferie, og jeg elsker god krea-tid

lørdag den 11. februar 2012

Lørdags-sump

Der er gået lidt lørdags-sump i den. Vi trisser rundt og laver lidt hist og pist, mærker roen ved tanken om en hel uges ferie og masser af tid til at gøre det, vi bør men også til at gøre det, vi lyster.

Vi fortsætter lidt klippe-klistren, lidt leg med stempler og et enkelt pandebånd, er det også blevet til. Jeg har ikke et klart projekt i kurven - og venter spændt på mit garn fra Garnudsalg - lige nu er det strandet i Ålborg hos GLS, og jeg småbander lidt over, at de med garanti først kører ud med det på mandag.


I pakken skulle der gerne være garn til et par trøjer til pigerne. En lavendel-lilla til mindstetøsen og sorte og hvide striber til mellemste-barnet.

fredag den 10. februar 2012

Fredags-ferie-hygge

Energien er totalt fraværende. Der er kun lige kræfter til at trække vejret og slæbe fødderne hen over gulvet for at hente det mest nødvendige for at sikre overlevelse og velvære. Der er dømt sofatid efter at være blevet ferie-ramt og have brugt eftermiddagen på lidt klippe-klistren, legen med perler, tuscher og det løse.

Ferien er skudt i gang med god tid til slængeri, gode udflugter og spændende planer. Vi glæder os - men starter med at nyde en weekend uden de helt store opgaver andet end at få energi-barometeret op i det grønne felt igen. Ah fredag, når fredag er bedst.

Hint?

En flok elever i 7. klasse mødte mig fnisende og grinende i dag. De havde en gave til mig, sagde de. Flere forskellige varianter af billeder med "Arbejd, arbejd" var hængt op på mit skab, og de stor-smilede og afventede spændt min reaktion.

Om det var en hentydning til, at jeg skal arbejde eller om det var en klagesang over, at jeg får dem til at arbejde ved jeg ikke helt.

Sikkert er det dog, at vi skal arbejde - De skal arbejde - og jeg skal arbejde - men ikke nu - for nu skal vi holde ferie, ferie, ferie. Vi trænger alle og har glædet os til et velfortjent pusterum.

Kulde og pingvin

Pigerne har forlængst trukket pandebånd og huer godt ned over ørerne - og jeg nåede kun lige at lukke sidste masker af, inden de var i brug. De bruges både inde og ude - og jeg har ikke opnået tilladelse til at fotografere.

Mens jeg venter på at næste projekt byder sig til og danner klare billeder på nethinden, har jeg svunget hæklenålen og lavet en nøglering, der rammer lige ind i vejret. Den sødeste pingvin skal nu passe godt på postkasse-nøglen, som har levet et farligt liv uden nøglering - og som lige nu er forsvundet fra jordens overflade. Pingvinen ligger nu og venter på at den lokaliseres.....

Opskriften og en masse anden god inspiration er fundet lige her - og nu er der kun en enkelt sølle og kort arbejdsdag tilbage, inden der er dømt ferie. Jeg trænger og mærker trætheden helt ind i knoglerne. Det skal blive så godt at sove længe, at flyde, at lave ingenting og kun det man lyster - til skal blive godt at være fremfor at skulle......

tirsdag den 7. februar 2012

Helst i går

Jeg har modtaget to ordrer - lodrette og med krav om øjeblikkelig udførelse. Den bidende kulde napper de to store tøser i ørerne - og ingen af hattene i kurvene er brugbare. Nyt må der til - og helst i går.

En lang diskussion om, hvor jeg skulle starte og hvis behov, der var mest påtrængende, har betydet, at jeg har måttet starte begge dele op samtidig - og det er lige før jeg strikker med stopur. Der bliver nøje holdt øje med, om der bruges lige dele tid på de to projekter.



Det skulle gerne ende op med en varm hat med norsk mønster og et bredt pandebånd med snoninger. Jeg griber pindene og har faktisk slet ikke tid til at sidde her...bare lige så jeg ved det.

mandag den 6. februar 2012

Lidt har også ret

Det er ikke blevet til så mange pinde på strikketøjet i denne weekend. Tilgengæld har jeg fået gjort rent bord både her og der - og sidder nu i markant renere omgivelser og små bander lidt over, at weekenden er slut, og jeg slet ikke rigtig når at nyde, inden hverdagen igen presser på.

Pigerne synes på ingen måde, det var en fornuftig dispoering over tiden, jeg havde gjort i løbet af weekenden. Jeg tror, de havde sat næsen op efter nye trøjer, da de kom hjem i går - og ikke synes, at rene værelser var et godt alternativ.

Bettetøsens trøje skrider langsomt frem. Jeg er meget i tvivl omkring størrelsen og synes, den bliver lige til den stramme side. Det tager lige toppen af strikkelysten, når resultatet er usikkert. Hun synes, den er fjing-fjong, og at jeg bare skal se at komme derudaf.

lørdag den 4. februar 2012

Vand og vanvid

Sådan kan man også bruge en lørdag godt og grundig. Jeg tror, jeg er blevet ramt i nakken af en gal klud, der insisterede på at komme i hvert et hjørne og hver en krog.

Pigernes værelser har fået en ordentlig tur - også selvom de ikke bliver spor glade for det, når de vender næsen hjem - men de trængte afsindigt meget, og det var på det nærmeste sundhedsskadeligt at opholde sig der.


Hynder er blevet støvsuget, puder rystet, og de løse tæpper er havnet ude i sneen. Det skulle virke helt fantastisk, siger rengørings-eksperter. Jeg afventer spændt resultatet.

Der er et stykke i mål - men nu er det altså sofatid... fortjent.

fredag den 3. februar 2012

Tidsrøver af format

Jeg har vægret mig - flere har forsøgt at lokke mig i fordærv - men jeg kender mig selv og jeg kender den digitale verden og hvordan man pludselig har brugt flere timer på det bare ingenting. Ingen wordfeud til mig.


Pludselig og bare fordi mine to tøser så på mig med de særlige øjne, de kan kigge på mig med - sidder jeg i saksen og har fået tidsrøveren installeret på min telefon. Jeg er grebet og skæver hele tiden til skærmen for at se, om de er dukket op med et godt ord, jeg skal matche :-)

Bliver kun lettere irriteret, når den accepterer ord som "burd" - hva' filan er en burd? Og hvor skal jeg nu finde strikketid - for slet ikke at snakke om tid til at få holdt skidtet fra døren ?

Operation optrævl

Jeg er gået i gang med det varslede projekt med at trævle uduelige trøjer op. Et stk grå Claudia, hvor ærmerne blev cirka en ½ meter for lange, var første offer. Det gik let og smertefrit, og maskineriet blev taget i brug, så jeg fik fine - dog lidt krøllede - nøgler :-)

Nu kæmper jeg en brav kamp med den stribede. Det er så tilgengæld i den grad en hade-opgave. Det går på ingen måde let, og jeg flirter med tanken om at fylde det hele i en stor pose og dumpe det til skrald. Det er række for række, garnet er viklet ind i hinanden, og det hvide garn virker små-gråt efter at have strikket sammen med det sorte.

Jeg klynker lidt over det - men har en god hepper i mellemste-tøsen som har bestilt en striber trøje i størrelse 10 år af garnet. Hun synes ikke, det er gråt. Hun synes bare, jeg skal klø på og se at komme i gang :-)

torsdag den 2. februar 2012

Om'er eller

Jeg har samlet sammen, lavet bunker og overvejer næste træk. Bunken består af noget af det strik, der er løbet af pinden, men som af forskellige grunde ikke rigtig hitter. Hvor pasformen er lidt skæv, ærmerne en anelse for lange, trøjen for bred/smal eller der hvor udtrykket ikke var helt som forventet.

Nogle af tingene har ligget længe i skabet, andre er blevet prøvebrugt, og konklusionen har været klar. Men hvad er så næste trin ? Finde mere plads i skabene, give det væk, trævle op og strikke noget der vil blive brugt ? Hvad gør I andre ?

onsdag den 1. februar 2012

Hva' så nu?

Den gode følelse af at have udrettet og gjort rent bord har givet plads til en masse gode tanker om, i hvilken retning nye ideer og projektet skal tage.


Det er sjovt at afsøge, undersøge, lade sig inspirere og suge til sig. Jeg nyder det - men ved også at lige om snart melder desperationen og rastløsheden sig.