lørdag den 30. juli 2011

Nattens strik

Sidder på terrassen og venter på, at solen rammer mine tæer - mens jeg strikker kanter på Navia-trøjen. Den bliver et hit - det kan jeg se og mærke - og nu skal jeg bare have den af pindene, så jeg også kan slænge den på skulderen og få syn for sagen.


Hep hep....jeg er blevet ramt af en gal strikkepind, og der strikkes dag og nat

Liv i haven

Selvom der i disse dage er usædvanligt stille i haven - pigerne er på ferie og kommer først hjem i morgen - fornemmer jeg, at der lige om et øjeblik kommer liv og masser af liv. Havens lille sø med tilhørende bro er propfyldt med store fede haletudser lige på stadiet før frø..... Vi kommer til at vade rundt i skruptudser og jeg har en anelse svært ved at finde charmen ved den del af sø-livet.


Alverdens børn har været forbi og har fanget haletudser med stor fornøjelse - Jeg har hver gang opfordret dem til at tage en spandfuld med hjem og se, hvad det kunne blive til. Deres forældre sætter hælene i hver gang - og bestanden er ikke blevet mindre.

Tilgengæld nyder jeg synet af de mange åkander :-)

fredag den 29. juli 2011

I kampens hede

Mens jeg lynstrikker et par trøjer, jeg skulle have haft på i går - og ihvertefald ikke i dag, hvor der svedes tran og hvor temperaturen er så høj, at udeliv og strikketøj er svært foreneligt - er jeg faldet over en trøje, som jeg helt havde glemt, at jeg jo også må eje.

Den islandske sweater Endurreisn er endnu en must-have. Det er lidt som om det kommer i stimer. Det lyder en anelse forkælet efter at have holdt 5 ugers sommerferie - men jeg kan simpelthen med mine bedste evner ikke se, hvordan jeg får tid til at starte på arbejde om en uge....


Da temperaturen tvang mig til at opgive strikkeriet - trak jeg indenfor og vovede mig op på førstesalen, som ellers er de to små tøsers domæne. Hold da op en hurtig oprydning tog hurtig om sig - og det var lidt som Pandoras æske eller som at pirke til en byld - hver gang jeg tog hul på et lille område væltede det frem med ting. Der er nu gjort rent bord - og de kan komme hjem til værelser, hvor man kan se gulvet.

Størstetøsen har på det kraftigste frabedt sig at jeg bevæger mig ind i hendes hule - og jeg forsøger at holde, hvad jeg har lovet.

Der strikkes....

Et par af de "næsten-færdige" projekter i kurven har fået en sidste hånd. De sidste pinde på en børnevest i halsen - og ponchoen er også klar til at blive skyllet op og lagt i facon. Ponchoen manglede kun hals - og jeg troede, det lige kunne klares i et snuptag - men 40 pinde af 100 masker er alligevel med mine ringe matematiske evner i omegnen af 4000 masker.


Pindene knitrer aften og nat - jeg kæmper for at blive færdig med bolen og ærmerne på min Navia-trøje, så jeg kan komme i gang med bærestykket, som har lidt mere mønster og lidt mere udfordring. Det her ferie er ikke at kimse af - nyder ikke at være træt sidst på aftenen, nyder ikke at skulle passe min sengetid for at kunne hænge sammen dagen efter. Nyder feriens rytme og bare at være.

onsdag den 27. juli 2011

Rå mængder

En strikkedame, der var hurtig på aftrækkeren, sikrede i går, at den salige strikkefred ramte mig og udløste alverdens gode stoffer af tilfredshed i kroppen. En ordentlig sending Navia garn til både det ene og det andet fylder nu godt i kurve og det eneste der står i hovedet på mig er STRIK, STRIK, STRIK.


Den hurtige ekspedition kostede på alle fortsætterne om at komme bare lidt til bunds i alle de ufærdige projekter. Der er masser af gode undskyldninger - "Jeg skal jo lige se, om projekterne også bliver så gode, som jeg forestiller mig", "Det er for varmt at sidde med de helt store strikketøj" "Jeg skulle jo egentlig have haft de trøjer på allerede i går, så det er ikke for tidligt at komme igang" osv. osv.

Tåbelige og unødige aktiviteter som handel, madlavning, oprydning, havearbejde m.m. er aflyste - her strikkes

tirsdag den 26. juli 2011

Lavt gear

Lidt havearbejde, et kig til vasketøjet, en klud over køkkenbordet - og ellers mindst mulig aktivitet. Driverlivet fortsættes her på matriklen, mens batterierne langomt lades op til maks.

Selv snudeskaftet lever sig ind i dagsrytmen og letter sig kun nødigt for at skælde ud på katten, der forsøger at gemme sine killinger her på grunden og som nu gentagne gange har taget flugten over hækken jagtet af en larmende gravhund.


Jeg tager de sidste pinde på mine store og varme poncho. Der mangler lige om lidt kun halsen - og så kan efteråret bare komme an med blæst og rusk. Det er ved at være et stort og varmt strikketøj at sidde med i solen - men da det lige nu er min største udfordring, tror jeg lige, jeg klarer det.

mandag den 25. juli 2011

UFO

70 forgæves kilometer - planen var klar fra morgenstunden - jeg skulle have garn til lageret og garn til et par af de sweatre, jeg drømmer om - Det viste sig at være umuligt at vælge mellem dem og en hurtig "typisk-Mie-beslutning" blev taget - jeg måtte jo så bare strikke begge to.

Bilen blev tanket, og kursen var klar - det var strikkepusheren bare ikke - Garnet var ikke på lager og kunne måske komme i løbet af ugen, hvis hun bestilte i dag. Jeg var noget slukøret, da jeg gik derfra - og sidder nu med hovedet ned i kurven - hvor der ligger et hav af UFO'er (unfinished objects) Det er bare at tage fat fra en ende af og få has på dem, mens jeg mobiliserer tålmodighed.


En fryns af de gode ved turen var, at jeg opdagede, at min lokale Dahlia-mark er begyndt at sælge ud af herlighederne - og istedet for at komme hjem med favnen fyldt med garn, var den fyldt med blomster, der nu pryder overalt i stuen. Et rigtig godt plaster på såret.

søndag den 24. juli 2011

Aktiv med forhindringer

Det tegnede ellers så godt - da jeg fra morgenstunden sprang ud af sengen (okay sandhed med modifikationer) for at slippe driverlivet og tag livtag med hækken - blev stoppet af en genstridig hækkeklipper. der opgav ævred efter allerede 20 meter hæk.


Nu går vi så lidt rundt om os selv - og jeg overvejer om jeg ikke liiiige skulle snuppe strikketøjet istedet for al den her aktivitet :-)

lørdag den 23. juli 2011

Afslappende driverliv

Her er lukket for ferie - jeg laver så lidt, at jeg næsten får hovedpine af det - driver afsted og laver mindst muligt og kun det, der kalder på mig - og kun i det omfang jeg stadig synes, det er sjovt.

Pigerne er af huse - og en grundig rengøring efter deres exit holder væsentlig længere end, når de støver rundt og regerer - så trods flere dage med driveri er her stadig pænt og nydeligt på overfladen.


Poncho har fået et par pinde og jeg har indhentet det forkert-strikkede - det grønne sjal skammer sig stadig over at være så irriterende i kurven - men jeg har fundet en ny must-have - som matcher sjalet så fortrineligt, at det nok skal have en chance mere en af dagene.

Ikke det store at melde - her drives......

torsdag den 21. juli 2011

Øv bøv

Gårsdagens strikkeoptrævling irriterer mig stadig - henne i kurven ligger en grøn klud, som blev kylet derhen den anden dag, da jeg mistede tålmodigheden med Helga Isager sjalet.



Jeg har set det færdige resultat af anstrengelserne - og ved, at det er kampen værd - lige nu tager sjalet og jeg bare lige en pause fra hinanden.

onsdag den 20. juli 2011

Spild af cykelløb

Tour de France følges ivrigt hvert år - af flere årsager. Nyder turen på bagagebæren gennem det franske landskab, finder cykling ok-interessant og vigtigst af alt måske - er det fantastisk strikke-tv. Mange timer i ro og med et spændingsniveau, der for det meste tillader, at man zapper lidt til og fra.



De sidste par dages etaper har dog vist sig at være spildt strikketid - En sort poncho på pindene - og først efter en milliard-million pinde opdagede jeg en stupid og tåbelig læsefejl - det jeg har læst som 1 gang 9 masker ud - var 1 maske ud 9 gange.... Jeg har brugt de værste eder og derefter skyndt mig at trævle det op - så er chancen for jeg kommer i gang igen større...Pokkers pokkers

tirsdag den 19. juli 2011

Ahh

Sandalerne og de lette sommerkjoler er skiftet ud med sokker og regnfrakke. Vi er tilbage i Danmark efter 14 dage under Frankrigs sol. Vaskemaskine snurrer - og jeg har stadig det franske sprog på læberne og i ørerne.


Vi har fundet en perle af et sted i Provence - et sandt paradis for ferie-varme hungrende voksne og børn med mulighed for både oplevelser og afslapning ved badesøen, som blev flittigt brugt af både børn og voksne.

Paris var som altid en god oplevelse med både nye og gamle input - og med storbyens vidunderlige puls og tempo.