fredag den 29. april 2011

Over stok og sten

Der er mange jern i ilden - rigtig mange jern. Den almindelige hverdag er godt fyldt op med gøremål og aftaler og ligenu har vi så lige lagt planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af en konfirmation oveni "To do" listen. Det giver sved på panden ogen lettere hektisk livsførelse. Heldigvis trives jeg med adrenalin og hurtigt tempo.

Der er ingen tvivl i mit sind om at vi nok skal nå det - og at dagen nok skal blive præcis som store-tøsen drømmer om - Det er sjovt og udfordrende med alle de ting, der opstår undervejs - som en kjole, der skal syes om - og syes om igen-igen. Perlerne der skal findes til matchende armbånd til alle pigerne, sang der skal skrives og sangskjulere, der skal udtænkes.


Jeg nyder det, fordi jeg ved, at detaljen ofte er det, der også gør dagen. Nyder det fordi min store pige stråler, glæder sig og føler sig set, værdsat og elsket, fordi alle sejl er sat ind på at gøre hendes dag til lige den dag, hun drømmer om.

Så kom an weekend med alle dine gøremål

tirsdag den 26. april 2011

Tidsrøver

Forberedelser, tanker om, snakken om og praktiske gøremål i forbindelse med Storetøsens konfirmation lige om lidt tager de fleste af vores vågne timer. Vi har en god følelse i maven og skal nok nå i mål. Kun en gang i mellem kommer pulsen op og panikken breder sig. Heldigvis har vi lige i ryggen flere trofaste soldater, der er klar til at springe ind i kampen, når tid er.

Et af de opgaver, jeg havde overset var at tøsen skulle vælge konfirmationsord. Hun fik flere sider med forslag med hjem fra præsten - men vanen tro skulle det ikke være den nemme løsning - Hun insisterede på, at der skulle findes et andet ord fra biblen og satte moderen i sving. Jeg fandt flere gode, synes jeg selv - "Ær din far og mor" Selv var hun mere optaget af "Jeg tager ud at fiske" eller "De drak og åd og tog ud og festede"....

Mor-skrap satte hælene i - Godt nok hilser jeg anderledeshed og væren-sin-egen velkommen - men når man har valgt at blive konfirmeret troende eller mindre troende, så tager man det, som ligger andre tæt på hjertet, alvorlig og behandler det med respekt. Vi endte på et godt kompromis, som er gode ord at tage med sig ud i livet

Visdommen skal kendes på dens gerninger

Sæt i gang

Priviligieret med en langsom start her efter ferien. Klokken ringer først ind for mig kl. 10, og jeg nyder min stille morgen her ved spisebordet.

Tiden har jeg styr på - nogenlunde, efter jeg i Prag efter lang tids søgen lod mig prakke et ur på - i allerbedste kvalitet på markedet. Det med kvaliteten er jeg ikke 100% overbevist om.... Uret taber mellem 5 og 10 minutter i døgnet. Det er med selvoptræk og jeg kan nu til stor morskab for tøserne ses rystende på hånden for at sikre optimal tidstagning :-)


Flere har rystet på hovedet og undret sig højlydt over mit valg af ur. Det er stort og groft og passer måske bedre på en håndværkerarm end på mine tøsede knogler. Men det var præcist det jeg gik efter. Maskulint og hårdt i linjerne. En opblødning af alt det feminine tingeltangel jeg ellers kan finde på at iklæde mig.

Desuden har jeg brug for et ur, der vejer til på venstre arm for at afhjælpe min højre-venstre blindhed, der grænser til det latterlige. Det er en af mine særheder - at jeg tiltrods for en intelligenskvotient i normalområdet, gode evner som sporhund og ellers normalt fungerende simpelthen ikke kan hitte ud af det med højre og venstre. Jeg kan sagtens finde vej - det er når jeg skal forklare andre vej at det går helt galt, og jeg ryger ud i fagter og bevægelser og udtalelser som "den her højre" mens jeg vifter med venstre arm. Så note til mig selv - armen med uret er VENSTRE.....

mandag den 25. april 2011

Slutspurt

Det er ikke imponerende mængder strik, der er løbet af pindene i løbet af ferien. Andre sysler har haft højere prioritet og har trukket mig væk fra kurven. Alligevel er det lykkedes mig at få flere igangværende projekter gjort færdige.

Et halvt kongerige er blevet blogget, et tørklæde med hulmønster er blevet strikket og Karen Noe tørklædet har med lidt banden og lidt besvær fået hæklet kanter. Kurven er nu næsten gabende tom, og jeg har sat mig godt til rette i sofaen - klar til at finde nye strikkedrømme og projekter, som jeg kan få på pindene.

Forårs fryd

Lige portioner af jord under neglene og hygge på terrassen er en perfekt kombination på en godt brugt påskeferie, der efterlader os med fyldt opladte batterier og klar til de næste hektiske uger. To do listen er fuldført og samtidig har der været tid og rum til en morfar i solen i hængekøjen.


Den 2400 m2 meter store grund er ordnet. Ikke sådan på den der snorlige og sirlige måde - men ordnet så den kalder på leg og gode stunder - mens vi har ordnet er træer og buske i bogstavelig forstand sprunget ud omkring ørerne på os.

Børnene har brugt haven til både trampolinspring, vandkamp, maleri, gyngeri og almindeligt slængeri. Vi har alle den der gode fornemmelse i maven af at have brugt ferien på en god måde.

torsdag den 21. april 2011

Haveliv

Solen kalder os ud og ude kalder arbejdet i haven. Det kribler og krabler i fingrene for at gøre det fint og hyggeligt. Samtidig er der allerede lavet gode steder, hvor benene kan smækkes op og hvor det er dejligt bare at være.


Jeg har længes efter lige præcis det her - og nyder det til fulde nu hvor tiden og vejret er her. Dagen i dag er ubrugt og mange idéer står på spring for at få handling bag sig. Måske jeg skal plante lidt i krukker, måske jeg skal rydde lidt op, måske jeg skal slænge mig lidt i hængekøjen og måske skal jeg drikke en kold cola med strikketøj i hænderne på terrassen - Måske kan jeg nå det hele :-)

Go' Skærtorsdag til dig, der læser med

onsdag den 20. april 2011

Oplevelses-kontoen

Fire dage fyldt med gode oplevelser og dejligt selskab. En venden ryggen til alen lange to-do lister og laden stå til, mens der fyldes op på både god-energi og gode-oplevelses kontoen burde være en menneskeret bare en gang i mellem.


Det gjorde godt - og endnu bedre at komme hjem og opdage at der stadig er mange feriedage tilbage med tid og overskud til at gøre det man bør men også til at følge pludselige indskydelser og impulser.

Foråret var kommet til Prag og overalt stod træerne lysegrønne, lyserøde og hvide. Jeg var lettere belastende for mine rejsefæller i min mere eller mindre konstante jublen over udsprungne træer og buske. Jeg sugede forårets-energi direkte ind i blodbanen og kigger nu rundt i haven for at se efter tegn på at foråret også springer ud for alvor herhjemme.

torsdag den 14. april 2011

Lige om lidt

Jeg har næsten glemt det i hverdagens ræs - jeg har også næsten glemt at glæde mig sådan for alvor - men nu hvor passet ligger på bordet, og tøjet er pakket i kufferten, kan det ikke blive i morgen tidligt nok.

I morgen efter skoletid sætter vi næsen mod syd og skulle gerne ramme Prag allerede i morgen aften. En tur med et par gode venner, masser af oplevelser og tid til at ånde ud og helt igennem.


Jeg har aldrig været der - og glæder mig til at gå på nye græsgange. Glæder mig til at skulle samle god energi til den næste hæsblæsende tid.

onsdag den 13. april 2011

Skummel plan

Der skal smørelse til, når husets Mama har skumle planer om, at tøserne skal give deres eget værelse en omgang. Det er en stor mundfuld for dem efter en periode med laden-stå-til. Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at gulvet på især største-tøsens værelse på det nærmeste er forsvundet. Hun har længe insisteret på, at det var tidsspilde at lægge tøj i skabet - for det skal jo snart hentes ud alligevel.


Men nu svinger vi kost og spand - For nogen modvilligt og vrantent og for Tornado-Mor med et smil på læben

Busy busy

Et par travle dage overstået og et par travle dage foran mig. Dialog møde med byens politikere omkring den fremtidige skolestruktur efter en lang arbejdsdag og en tur til Århus med 50 unge mennesker, hvor byen blev besøgt - men hvor hovedattraktionen var et besøg på Jyllands-Postens Mediarium.


Et interaktivt rollespil, hvor eleverne er journalister for en dag og bevæger sig rundt i kulisser og med rekvisitter, der giver dem mulighed for at leve sig ind i rollen. En helt igennem god dag med engagerede og motiverede unge mennesker.

Jeg nyder de ting, der fylder i mit liv - men synes bare lige nu, at det hober sig lidt for meget op og fylder dagene op til bristepunktet. Jeg fatter mod - lige om hjørnet venter påskeferien.

lørdag den 9. april 2011

Forpustet ind i weekenden

Dagene ræser afsted og ledigggang er et snart ukendt begreb. Meget at gøre på arbejde og meget at gøre herhjemme. Listerne er lange, og vi når ikke helt at trække vejret imellem de forskellige gøremål.

Nu er weekenden her heldigvis - og den skal udnyttes maksimalt. Både til at få ender til at hænge sammen - men også til at få gearet lidt ned og genvinde lidt kræfter, inden næste uge starter. Vejret er vidunderligt og energigivende.


Et af projekterne for weekenden blev startet op allerede i går. Store-pigen vil lave sine egne flødeboller til konfirmationen - og der blev i går eksperimenteret med den perfekte bund, den gode skum og hvordan dælan man får dem overtrukket pænt uden at skummet smutter af igen. Den perfekte metode er ikke fundet endnu - så ekspermentet fortsætter i dag.

Jeg hækler stadig lidt cirker her og der, når jeg har et kvarter tilovers.....

tirsdag den 5. april 2011

Små doser

Foråret kommer åbenbart i små doser - men jeg lader mig ikke sådan lige slå ud af en gang efterårsvejr med regn, rusk og lave temperaturer. Jeg har gennemskuet, at foråret er på vej - og drømmer om alle de små kroge, jeg skal lave i haven med spraglede duge, siddepladser og masser af blomster.


Så en enkelt time mellem dagens mange arrangementer giver mig pusterum nok til at bestille voksdug fra Stof og stil - på den måde er jeg klar - så klar, når solen igen kigger frem.

mandag den 4. april 2011

Have-kriller

Det kribler og krabler i fingrene - haven trækker, og jeg tjekker hver enkelt busk og træ for knopper og vil så gerne, at den snart springer ud i fuldt flor... Jeg tripper omkring krukkerne - og kan næsten ikke vente med at få dem plantet til...

Plantemanden på planteskolen siger Njet, nix og vent lidt endnu. Tålmodigheden må findes frem - men nøj det er svært nu hvor solen skinner og udelivet kalder.

Pigerne trækkes også ud. Trampolinen bruges flittigt, de snakker om gynger i de store æbletræer, de er optagede af at indrette de små kroge og gøre det hyggeligt på en børnevenlig måde.

Mindstetøsen er blevet ramt af et eller andet og har høj feber og kaster op. Det giver store frustrationer ikke at have kræfterne til at være og lege i haven. Hun er slatten men forsøger alligevel.

lørdag den 2. april 2011

En slags grønt

Garnpusheren måtte i går melde pas på det grønne garn, jeg havde sat næsen op efter. Den grønne cardigan må vente til nye leveringer havner på hendes hylde. Men heldigvis er jeg ikke sådan lige at slå af pinden og små nøgle blødt uld-angora endte istedet for at tage med mig hjem.

Jeg hækler spiraler, der skal sættes sammen til et tørklæde fra Karen Noe. Tungen er totalt lige i munden, og jeg vrisser lettere irriteret, når jeg tæller forkert eller bliver afledt fra arbejdet. Hækling er sjovt og udfordrende men kræver en kende mere koncentration fra min side end strikkeriet. Fortsættelse følger - håber jeg......

Havefræs

Solen skinner, og vi er forårsramte. Det har betydet jord under neglene og en grundig tur rundt i haven. Jeg er gået lidt til og fra - men har alligevel fået arbejdet mig selv en vabel eller to til. Antallet af bede, buske og fliser er uendeligt i en stor have - og drastige midler er blevet taget i brug under mit skarpe opsyn.


Jeg vajede fare, da den store motorsav blev startet. Den er effektiv - det kan jeg godt se - men nøj hvor den trimmer tæt. Jeg holder vejret og håber buskene vokser godt til - lige nu er de lidt amputerede.

Jeg elsker min have og er godt og grundigt utålmodig. Terrassen skal omdannes til en oase, der skal knopper og spirer på træerne, krukkerne skal fyldes med blomster og der skal etableres hyggekroge både her og der. Altsammen helst i går - for nu er jeg klar til forår og sommer